E-bog online
Sjælens rejse


3


I Tvillingernes tegn
21/5 - 20/6

Vædderens tegn 1

Tyrens tegn 2

Tvillingernes tegn 3

Krebsens tegn 4

Løvens tegn 5

Jomfruens tegn 6

Vægtens tegn 7

Skorpionens tegn 8

Skyttens tegn 9

Stenbukkens tegn 10

Vandbærerens tegn 11

Fiskenes tegn 12

Tvillingernes tegn er det tredje tegn i zodiaken og et lufttegn, der indgår i det bevægelige kors. Fysisk øver Tvillingernes tegn indflydelse på vores skuldre og arme. Tretallet står for den bevægelige fremad skabende kraft, og dets magt og styrke er universel, som integrerer dualismens flydende mysterium, der også symboliserer det individuelle menneske i sin treenighed på alle niveauer, der endvidere fortæller dig, at du er - Vejen, Sandheden og Livet. Kristus er en arketype for sjælsbevidsthed, og sjælen er menneskeheden. Det er ikke den Kristus, vi har kastreret med vores egoer, ved at hæve ham så højt over os selv, at hans lære og symbolik mister forbindelsen til det umiddelbare liv.

Vi ønsker alle at give vores børn, vores kære og efterkommere bedre betingelser i livet end vi måske selv har haft. Vi kender alle til den følelse, for den ligger latent i os. Den gængse forståelse af personlig udvikling - er en illusion. Vi er livets salt, der forener - vi er her for helbredelsen (Matt. 5,13). I gamle dage blev salt anvendt til healing. Det sved og brændte i såret som ind i helvedet, men det fremskyndede helingen. Vi er som sjæle livets salt her på jorden, der ved at kommunikere og dele os med hinanden, vil helbrede de jordiske problemer og skabe jordens oplysning. De sagte ord kan til tider svie og brænde djævelsk i os, men er også medvirkende til en spirituel psykologisk healing, såfremt de siges med kærlighedens intelligens og skelneevne. Sjælens bevidsthed, at udtrykke hvad der ligger i vores hjerte, er vores HELbredelse.

Når vi åbner hjertet, kan vi opleve os selv som lyd og lys, at vi som menneskehed er ET og sammensmeltet af lyd og lys (bevidsthed). Livets store mysterier har så lidt med intellektet at gøre, for universet er ikke en intellektuel proces. Intellektet kan være hjælpsom; men i vores hjerte ligger visdommen - du er livets bog. Hjertet rummer helheden, og er essentielt kærligheden i sit dybeste og højeste perspektiv. Kærlighed er ikke kun behagelige følelser, vi eventuelt har for nogle ganske få mennesker, men er i sin rene essens upersonlig og intelligent. Det menneske der står foran dig i nuet, er det vigtigste menneske i dit liv. At respektere såvel dig selv som andre mennesker åbner dit hjerte, og kærligheden åbner os for visdommens sandhed og de ubegrænsede muligheder, og denne dimension påvirkes af dine intentioner og ønsker.

For at åbne hjertet må vi værdsætte os selv ubetinget og give slip på den indre kritiker, der gør os psykologisk umodne og afhængige af andre, hvori vi mister os selv. Når vi søger bekræftelse hos andre, lever vi et liv fyldt med så mange løgne og halve sandheder - vi lever halvhjertet. Når du værdsætter dig selv ubetinget, vil du åbne for en visdom, der afdækker forbindelsen mellem det eksisterende og det ikke-eksisterende, hvori du kan skabe. Denne skabende bevidsthed fremkommer ved opmærksomhed og intention. Opmærksomhed frembringer energien og intentionen forvandler. Alt, hvad du retter opmærksomheden mod, vokser sig stærkere i dit liv. Alt, hvad du tager din opmærksomhed væk fra, går i opløsning, og forsvinder. Du er i skabelsen. Din intention drejer sig om fremtiden; men din opmærksomhed er i nuet. Accepter nuet og ønsk fremtiden.

Naturens intelligens fungerer med uanstrengt lethed; med harmoni og kærlighed. Græs forsøger ikke at gro, det gror bare. Blomster forsøger ikke at blomstre, de blomstrer bare, og smukkere bliver de, hvis de får den fornødne opmærksomhed. Kærlighedens budskab er; hengivelsen. Du kan ikke skabe noget, du ikke allerede har i dig - dette er umuligt. Det er dine iboende potentialer, der skaber dine ønsker. Alt begynder med din opmærksomhed. Du kender en vandmelon, og inden i den er der ”et rødt hjerte” med SÅ mange små sorte kerner, der hver især er i stand til at genskabe nye vandmeloner - der igen skaber nye kerner - der igen etc..Overflodens vej er ensrettet, og det er indiskutabelt! Enten styrer du mod mangel, eller du styrer mod overflod. Værktøjet er stilheden, sindsroen - og act as if - være det, som du ønsker, der er transformationens proces. Kærlighed er ubesværet, der sammensmelter dig med universets uanede muligheder. Din opmærksomhed kan fordoble din livskvalitet i tusindvis af gange. Det at ville have et godt liv, er, at ville give et godt liv til andre.

  1. Hvad er din intention?
  2. Hvad giver du din opmærksomhed?

Oplysning

Spørg ikke hvad Verden har brug for.
Spørg hvad der får dit hjerte til at synge,
og gå ud og gør dét.
For hvad Verden har brug for,
er hjerter der synger.

I dag taler mange mennesker til hinanden i det sprog de har fra fjernsyn, bøger og blade, og vi ender med at lyde som amatørpsykologer, antropologer eller andre “eksperter”. Vi må arbejde på at tale fra hjertet i stedet for dette intellekt, der i så høj grad har påvirket kulturen som helhed. Vi har siden barns ben lært, at skulle adlyde autoriteter. Vi har ikke lært at tænke selv. Som barn fik vi lektier for i skolen, medierne fortæller os hvad nyhederne er, og politikerne hvad vi skal gøre etc. At opdage vort eget sprog, vores egen lyd, vor egen måde at tænke over og beskrive tingene på, kan hjælpe os til at være fuldt og helt til stede - mere åbne for andre, og modtagelige for oplevelser og erfaringer.

Sjælens budskab til det individuelle menneske er Oplysning. Hvad er Oplysning? Sangeren Van Morrison har skrevet sangen Enlightenment, hvori han synger om oplysningens unikhed og mangfoldighed og hvor omkvædet lyder:

Enlightenment, don't know what it is
It’s always up to you.

Ingen kan fortælle dig, hvad oplysning er - absolut ingen. ‘Kend dig selv’ er en gammel opfordring, der har fulgt os gennem tiderne. At udforske vores sjælelige liv gør os intelligente. I spændingsfeltet mellem viden og ikke-viden, mellem ind- og udånding, mellem ånd og form - at forene de 2 verdner - åbner vi os for oplysningens rumløshed. Dette gør os uafhængige og samtidig inklusive med helheden. Hvilket paradoks, men sand visdom ligger altid gemt i livets paradokser, i livets dans, i livets poesi.

En af de mest vitale opgaver i livet for en menneskelig integritet og styrke, er at lære at elske og lære at nyde - eller med andre ord - nyde at elske og elske at nyde uden fordømmelser. I nydelsen ligger en 2 trins raket til lykke og succes: Trin 1: du skal ikke tage dig af småting. Trin 2: - ALT er småting. Sagt med andre ord, er det kærligheden, selvfølgelig også egenkærligheden, der løfter os til vore potentialer og den sande visdom, til hjertets oplysning. Vi har ikke nødig at søge accepten og kærligheden hos andre mennesker - vi lever i kærligheden - som vi kan åbne eller lukke os for. Hvis vi er lukket for den, som de fleste er, manipulerer vi med andre mennesker, eller lader os selv manipuleres med, som vi ser så meget af i samfundet.

Det er blevet sagt, at når en blomst åbner sig, afgiver den en lyd. Når vi åbner hjertet, er vi i skabelsen af lyd og lys (bevidsthed), der er den bevidsthedsændrende energi, der anvendes til at skabe med. Nøglen til det univers er begejstringen, der fører os til oplysningens lykke og ekstase. Hvad begejstrer dig? For nogle er det musik, for andre er det måske kunst eller sport, og for andre igen udlandsrejser eller måske svigermors ugentlige besøg etc. - listen er alenlang.

For mit vedkommende er det musikken. Jeg er et musisk menneske, og lytter til alle genrer. Jeg støder ofte på det åndelige finkulturelle snobberi, at klassisk musik er mere spirituelt end rytmisk musik. Dette er nonsens. Den rytmiske musik har til alle tider været den mest evolutionære musik, vi har haft. Vi er alle blevet friere af den. Musik er sakral (hellig) - begejstring er hellig. God musik er, hvad der får mit hjerte til at synge.

Vi kan skridt for skridt tilnærme os ekstasen og oplysning. Det første skridt er at lære at opleve begejstringen, og være opmærksom på den. Den lyser op for vores potentialer og talenter, og nedbryder vores vante mønstre ind i højere frekvenser. Det må ikke blive til et "hårdt arbejde". Individuel talent er så let for den enkelte og så sindssygt svært for andre. Når et menneske finder sin lyd - sin stemme - harmoniens oplysning, sker helbredelsen og forvandlingen, der giver sig til helheden. En frelser er altid en personificering af lyden - af ordet - det absolutte og lyksaligheden. Lad dig begejstres.


Loven for økonomi

"Poverty is in separatism. Abundance is in unity."
- Torkom Saraydarian

Forleden hørte jeg på norsk tv et interview med den tidligere amerikanske vicepræsident og nuværende miljøforkæmper Al Gore, der i 2007 delte Nobels Fredspris med FN's Klimapanel, IPCC. Al Gore fortalte under interviewet, at vi ikke ad politisk vej kan løse problemerne med de mange naturkatastrofer og den globale opvarmning mv., men kun som en forenet menneskehed. Han talte om de enestående muligheder for en samlet menneskehed, der også lå bag disse tragiske katastrofer, og han talte om den nye økonomi, der skulle til, for at dette kunne ske.

Det var et vidunderligt interview med Al Gore, der gav udtryk for mange esoteriske tanker omkring løsningen af de globale problemer. Det er ikke nok at lave politiske forandringer eller hovsaløsninger uden bevidsthed, for de har så kort en levetid, men at ændre bevidstheden skridt for skridt. En ny kollektiv bevidsthed er ved at brede sig, og eftersom menneskelivet og menneskets bevidsthed i bund og grund er et med klodens liv - med universets krop - vil der, efterhånden som den gamle bevidsthed går i opløsning nødvendigvis indtræffe klimatiske naturomvæltninger mange steder på kloden, og det er dem vi ser nu. Vi er på vej til en ny bevidsthed, og i det indgår den universelle lov for økonomi. Ved vi, hvad vi skal gøre, og hvordan vi kommer den i møde?

Hvad er økonomi? Universet fungerer gennem dynamisk udveksling - intet er statisk - det at give og at modtage er forskellige aspekter af den universelle energistrøm. Økonomi er i en dybere forståelse vores relation til såvel os selv som helheden. Ordet Øko betyder ”at holde hus” - der gør os ansvarlige for, at give til det der er værdifuldt for os på et dybere plan. Økonomi afspejler vores bevidsthed. Fortæl mig om din økonomi, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Frygt, tvivl, mistillid afskærer os fra livets overflod, og gør os fattige i sindet, hvor kærlighed, tillid og taknemlighed forbinder os til livets overflod i sin evige rytme og bevægelse. Ved at tage vare på vores sande behov, vil vi altid have den økonomi, vi har behov for, for at kunne udstråle formålet med vores inkarnation.

Penge er ofte i religiøse og filosofiske kredse et tabuemne - eller med andre ord - sakral centeret er hos åndeligt anlagte mennesker et tabuemne. Udtalelser som ”rige kommer ikke ind i himlen” og ”penge er djævelens værk” mv., bevidner kun dette. Listen over religiøse og filosofiske fordømmelser af penge er alenlang - der fastlåser os. Penge er som kroppens blod, der må cirkulere frit for at give såvel os selv som andre et rigt og styrket liv. Når som helst blod holder op med at strømme, begynder det at klumpe sig sammen, at koagulere, at stagnere. Et rigt spiritualitet liv må komme til udtryk med en økonomi, der gør os det muligt at manifestere indre potentialer i det ydre. I ethvert frø findes løftet om tusindvis af skove; men frøet må ikke ophobes, det skal give sin intelligens til den frugtbare jord.

Den universelle lov for økonomi kunne også kaldes ”Loven for succes”. Mange mennesker er bange for succes, fordi de mere eller mindre bevidst ved, at den forpligter os dybere til livet. Økonomi er som seksualitet en kraftfuld energi, der gør os spirituelt nøgne. Hvis vi er åbne for det, kan penge føre os til et rigt spirituelt liv, som end ikke meditation eller andre åndelige praktiser kan føre os til. I modsat fald vil penge skabe kaos i sindet, på samme måde som forskellige åndelige praktiser kan være en neurotisk flugt fra livet, fra helheden. Lad din væren og gøren være i samklang. Samtidig med at bevidsthedens grænse flyttes nedad, vil også dens øvre grænse flytte sig. De to grænser bevæger sig symmetrisk, når det astrale bevidstgøres i processen. I dette ligger helbredelsen. Hvilken rolle har sjæl i din økonomi?

Vi er bange for ting, som ikke kan skade os, og vi længes efter ting, som ikke kan hjælpe os. Dette afspejler blot, at der er noget i vores indre liv som vi er bange for, og noget i os som vi længes efter. Ligesom kroppen og alle andre former - lyver penge aldrig. Penge afspejler vores indre liv, og hvorledes vi tager vare på såvel os selv som helheden. Fortæl mig, hvordan du anvender din økonomi, og jeg skal fortælle dig, hvem du er. Økonomi er intetkøn, men i forvrænget form forvaltes økonomi ofte maskulint, til at tilsnige sig magt, til at manipulere og undertrykke med.

Hvilken rolle har vi givet til penge i vor søgning efter mening med livet? Har penge fængslet os i en falsk identitet, hvor vi ønsker at blive bekræftet? - eller har vi anvendt penge som basis og et stykke værktøj for menneskelig og spirituel vækst, til frit at kunne udtrykke vores iboende potentialer. Det tilfredse menneske er aldrig fattig - og det utilfredse menneske er aldrig rig, uanset hvor mange penge vedkommende måtte have. I spirituel rigdom har vi taget vare på alle vores sande behov. I spirituel rigdom er vi rige i kraft af den bevidsthed, der gør os frie til at give og modtage af universets overflod, og hvori handlingen skaber forvandlingen.

Hjerte og skønhed

"Insight occurs when, and to the degree that, one knows oneself."
- Andrew Schneider

Symbolet for skønhedens fuldkommengørelse er Lotusblomsten. Den er endvidere symbol for en overmenneskelig og guddommelig fødsel, som ubesmittet stiger op fra sumpenes mudrede vande. Lotusblomsten symboliserer både den guddommelige åbenbaring og foreningen af de dualistiske kræfter i sol og måne, mand og kvinde, lys og mørke osv. Blomsten hviler i harmonisk balance på vandene, og når den er i knop, symboliserer den alle udviklingsmuligheder. Når den står i blomst symboliserer den udvidelse, oplysning, hjertet, det kosmiske hjul.

Skønheden er helligånden - den bevidste og harmløse aktivitet - der oplyser vores smukke jordklode. Når vi siger JA til livet, og begiver os ind i livets paradokser - form og ånd, mørke og lys, tid og rum - og tillader modsætningerne at påvirke os, åbner vi op for sjælens poesi - for sjælens skønhed. Dette er at stå i centrum af dualismens mysterium, hvor vi inddrager andre mennesker med accept, og frit giver fra kilden af den ubesværede kærlighed.

Dette kan kun ske, når vi er i fred med os selv, hvor vi har givet os selv til kærligheden. Når vi ikke længere har brug for emotionelle reaktioner overfor andre mennesker eller situationer, men hvor vi indtrådt i hjertets skønhed og enkelthed - Sjælens rige - og hvor vi er bevidste om, at vi både er ånd og form på samme tid. I denne bevidsthed er der ikke længere plads til personlighedens komplekse ego som centrum for vores væren.

Hjerte og skønhed refererer til Sjælen. På Sjælens rejse må ånd og form gøres ligeværdige, for skønheden i den ene er en dimension af skønheden i den anden. Når vi ser skønheden i den ene dimension, åbner det døren for skønheden i den anden, men kun hvis skønheden berører og opleves i hjertet. Sjæl som Hjerte er Enhedens rum, der åbner for oplysningens dimension.

Vejen dertil er i tilgivelsen - at give os til kærligheden - der forener og løfter os til oplysningens rum, til visdommen. Tilgivelsen er en iboende gave, den er der altid, og kan ikke tages fra os. Tilgivelse arbejder i denne verden, men er ikke af denne verden. Måske er du ikke bevidst om denne gaves nærhed, fordi du endnu ikke har accepteret den i dit sind, men når du gør det, vil du vide, at der er ingen situationer, hvor denne gave ikke frit kan gives eller modtages. Hvis du så gerne vil retfærdiggøre dine handlinger, lever du stadig i skylden. Tilgivelsen ønsker intet til gengæld. Har du tilgivet dig selv? Du er den eneste, der kan gøre det.

I Tvillingernes tegn er Sjælens motto: Jeg erkender mit andet selv, og når dette selv toner bort, vokser og stråler jeg. I dette ligger dualismens flydende mysterium - i konflikten og spændingen mellem ånd og form, imellem godt og ondt. Spiritualitet er hverken hierarkisk eller demokratisk. Disse er udelukkende billeder på arketypiske energier i vores psykiske sjælfulde væren. Når vi giver slip på personlighedens tunge byrder og på den åndelige adskilthed forskanset bag tykke mure, åbner det for sjæl og menneskeheden. Lad os ved intelligent dialog berige og ikke bekrige hinanden - kom lad os gå, kom lad os se - gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed. Lad os fejre hinanden.

Vædderens tegn 1, Tyrens tegn 2, Tvillingernes tegn 3, Krebsens tegn 4,
Løvens tegn 5, Jomfruens tegn 6, Vægtens tegn 7, Skorpionens tegn 8,
Skyttens tegn 9, Stenbukkens tegn 10, Vandbærerens tegn 11, Fiskenes tegn 12.


Til toppen Til toppen af siden

Næste side : I Krebsens tegn




Institut for Sjælens psykologi
© 2008 The Soul.dk