|

8
|

I Skorpionens tegn
23/10 - 22/11
|
|
Vædderens tegn 1
Tyrens tegn 2
Tvillingernes tegn 3
Krebsens tegn 4
Løvens tegn 5
Jomfruens tegn 6
Vægtens tegn 7
Skorpionens tegn 8
Skyttens tegn 9
Stenbukkens tegn 10
Vandbærerens tegn 11
Fiskenes tegn 12
|
Skorpionen er et vandtegn og indgår i det faste kors. Skorpionen er det 8. tegn i dyrekredsen. 8-tallets symbolik er det individuelle menneske, der har passeret gennem de syv stadier eller himler, og otte er således det tal, der symboliserer det genvundne paradis, genfødsel, genopstandelse, evigheden, lyksalighed, den fuldkomne rytme. Den ottende dag skabte det nye harmløse menneske. Tallet otte symboliserer endvidere solidaritet og modsætningernes par, som også er et billede på den nærværende spiritualitet.
Kreativitet er en potentiel kilde til sjæl i vores tilværelse. Ægte kreativitet fører altid til sandheden og kærligheden - det autentiske selv - og har intet med enestående præstationer at gøre. I ægte kreativitet indgår disciplinerne for Død og Genfødsel, som ofte symboliseres ved Føniksfuglen, der prikker hul i sin æggeskal - sin dybeste begrænsning - for at genopstå i en unik form som fri fugl. Vores begrænsninger kan have afsæt i enten åndelige luftkasteller eller kødets (egoets) indkapsling, og viser sig i forskellige former for begær, men som med bevidsthed fører os til kærlighedens uafhængige kreativitet.
Skorpionen er det sidste tegn i sjælens Opus 2, der består af - Løven, Jomfruen, Vægten samt Skorpionen - der omhandler individuation og den kærlighed der balancerer ånd og materie. Det er det harmløse menneske, der i sin hellighed (lys), har forenet kosmologi med sin individuelle psykologi, til en nærværende spiritualitet, der i sin uafhængighed er frøet for helhedens evolution. Et harmløst menneske er ikke et intetsigende menneske, der bliver et med tapetet, men er et menneske hvis ord og handling skaber forvandling. Et godt mytologisk billede på det er f.eks. Jesus.
Arketypisk kaldes Skorpionens vej også Den lille korsfæstelse - offerets prøve - hvor vi i dens indvielsescyklus må lære at give slip på egoets kontrol og bindende kærlighed. At give slip er nok den vanskeligste kunst af alle, fordi den hænger sammen med det at dø. Samtidig er den nødvendig for, at en dyb og gennemgribende transformation kan ske. Vi må i processen give slip i komplet tillid til Sjælen, for at transformation kan tilendebringes, uden den forstandsmæssige problemløsning og kontrol. Lykke er ikke betinget af andre mennesker og deres accept, men bor i det menneske, der har forenet sjælens kraft med personlighedens kraft.
|
Carpe diem
Skorpionens tegn omhandler at turde give slip, og se livet fra andre perspektiver end fra den vanlige konforme platform, vi måske ellers normalt plejer at anskue livet fra. Man skal turde give sig hen til livet og dagligdagen, hvilket romerne (og den sjælfulde digter-lærer i filmen Døde poeters klub) har sammenfattet i læresætningen: Carpe diem, grib dagen. Meget spiritualitet har afsæt i puritanske ideologier, der har skabt den ide, at et spirituelt oplyst menneske ikke har nogen tanker eller følelser - specielt ingen negative følelser - ikke noget seksuelt begær, aldrig er vred osv. Dette påfører mange mennesker en skam og skyldfølelse, der forhindrer dem i at udtrykke sig frit.
Nutidens populærpsykologi opererer ofte med begrebet "at tilbagetrække sine projektioner", som tit er ganske irrelevant. Sjælen har brug for projektioner, for at bevidstgøre os om kærlighedens og visdommens sande og ægte behov. Lad os ikke skamme os den mindste smule over den lyst og det begær, som både vores krop og sjæl kan give os, også selvom vi opdager disse gaver er en illusion.
Ordet Illusion kommer af det latinske "In ludere" og betyder i leg. Sjælen nyder livets legende side, fordi leg løfter den daglige tilværelse og bogstavelighed op i fantasiens verden, som gør selve legens ritual til en ubevidst vision og fortælling om livets overflod og skønhed.
Livet er en leg, en scene for et smukt skuespil om livets storhed og overflod af skønhed, kærlighed og visdom, hvor vi indtager hver vores rolle. Hvis vi er for fastlåst i egoets rolle, opdager vi det måske aldrig, og skal reparere ustandseligt på egoet, for at genoprette det selvbillede vi nu har af - dette er “mig”. Egoet vil altid forsvare sig selv. Om et andet menneske måske er nærmere sandheden, er irrelevant for egoet. Det er meget mere interesseret i at bevare sig selv end i sandheden. Vi ser det alle steder - i parforhold, på arbejdspladsen, i politik, i religiøse og filosofiske retninger - ja, alle steder.
Sakral centeret - det hellige center
Enlightenment is not about becoming divine.
Instead it is about becoming more fully human.
It is simply the end of ignorance.
- Buddha
Den nye tids spiritualitet omhandler Sakral centeret - det hellige center - der har med formen at gøre. Den nye tids spiritualitet omhandler renselse af sakralcenteret - at gøre det magnetisk - således, at vi fremstår som skabt i "Guds billede", for at kunne skabe kreativt i livet med kærlighed. Renselse af sakralcenteret er en renselse af seksualiteten, af naturkræfterne - livets TAO - det at tage vare på den verden hvori vi lever (økologi), og det at tage vare på kvaliteten af vores individuelle livsstil (økonomi). Ordet Øko betyder "at holde hus", der er syntesens proces og hjertets renhed.
Renselse af sakralcenteret er nødvendig for hjertets renhed. Vi forbinder ofte hjertets renhed med en renselsesproces af vores emotionelle følelser - det er det også - men det har en langt dybere mening forbundet til sig. Hjertets renhed er forholdet mellem individuel psykologi og individuel kosmologi, der er en manifestation af sjæl, hvori dit liv bliver et budskab til den kollektive bevidsthed. Når vi ikke gør os selv bevidste i dette forhold, bliver vores liv et åndeligt projekt og ikke syntesens proces. Renselsesprocessen er en frigørelse af sjæl - eller af Gud - om du vil, der hidtil har været lænket og fastlåst bag tykke mure hos religiøse eller filosofiske retninger, til en spiritualitet, der udstråler sig i hverdagen. Dagligdagen bliver vores tempel.
Ånd uden krop er ondskab. Religion og åndelighed er aldrig neutral. Den retfærdiggør og ophidser den hellige krigs følelser, og den nærer dybe skyldfølelser og skam i forbindelse med kærlighed og seksualitet, fordi den har behov for såvel fjendebilleder som offerrollen for at gøre sig gældende. Det latinske ord Sacer, roden til det engelske ord Sacred, betyder både "hellig" og "tabu" - så nært er slægtskabet mellem det hellige og det forbudte - og så nært er slægtskabet mellem kærlighed og ondskab. Hvis vores individuelle spiritualitet ikke er hellig - lysende - er den narcissistisk, der er det selvtilstrækkelige og psykologiske ubevidste, hvor vi ser fjendebilleder overalt ved at antage skyggen for hele substansen.
Den bliver til en puer-spiritualitet - en umoden spiritualitet - bygget på det intellektuelle og emotionelle, som en vej ud af dagligdagens forviklinger og problemer. Den er dog ikke ufarlig og forbundet med en grusomhed, da det ikke er nemt for den højtflyvende puer-ånd at forblive tøjret til Sjælen - til dagligdagen og det nære - og kan udvikle sig til noget, som kun kan kaldes for en "åndelig neurose eller psykose". Forskellen på neurose og psykose er, at i neurosen bygges livet på luftkasteller, hvor der i psykosen er taget bolig i dem.
Værdsættelse af en spiritualitet som har sine rødder i det nære - det inklusive - er vigtig, fordi uden den kan vores tilbøjelighed til at idealisere det åndelige - til at gøre det dyrebart og hævet over den almindelige tilværelse - være med til at blokere for en ægte følsomhed for livets hellighed (helhed). Religiøs kirkegang og forskellige åndelige gruppemøder kan være en ren æstetisk oplevelse, men kan også på det psykologiske plan blive et forsvar mod det helliges magt, og afholde os fra, at vores individuelle potentialer ser dagens lys.
Sakral centeret omhandler at ære hinanden og helliggøre vores forhold til sex, penge, magt osv. De små begær er forbundet med og fremkalder de større, som små fisk i store fisk, og derfor er hvert begær værd at være opmærksom på, og er en længsel der aldrig ophører i livets dans og storhed. Begær er definitionen på guddommelighed fra seksualitetens synsvinkel, der i dens følelse bekendtgør Guds tilstedeværelse, hvor vi opdager at kærlighed og Eros er et og det samme. Med andre ord, leder begær os til seksualitet - leder os til kærligheden.
Allehelgensfest
November måneds Allehelgensfest er en periode, hvor vi trækker begærets kræfter til hjertet for refleksion og frødannelse. Hvordan er denne fest opdelt, og hvad er det en fest for? Allehelgensaften den 31. oktober er ifølge folketroen den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets kræfter er løs. Placeringen på den 31. oktober skyldes at det er aftenen før 1. november, som traditionelt er Allehelgensdag. Den 2. november kaldes også for "All Souls Day" - Allesjælesdag, der er en hyldest til mangfoldighedens forskellighed. Det er en fest for dig og helheden (helligheden).
Allehelgensfest er en hedensk fest for mørkets kommen - en fest for det ukendte. Mørke har som lys forskellige dimensioner af skønhed, og i den religiøse verden bliver mørke ofte henvist til hedenskab. Listen over fordømmelser af hedenskab er alenlang i såvel religiøse som filosofiske retninger, og omtales bl.a. som djævelskab mv. Jeg kunne skrive en hel bog om hedensk visdom og skønhed. Hedenskab er ikke et trossystem, men en måde at leve på, i hvilken man værdsætter helligheden (lyset) i hver facet af forskellige oplevelser i hverdagen - i formen - og ærer denne hellighed med særlige riter og billeder. Hedninge så hellighed og dybde overalt - og i alt - og fortalte historier om guder og gudinder, hvis rolle var at opretholde vitaliteten i det almindelige liv.
Vi er skabt af mytologien og dens arketyper, og favorisering af fænomener som Gud, Jesus, mestre etc. er menneskeskabte. I to årtusinder har vi identificeret os med en monoteistisk åndelig verdensanskuelse. Det er ikke blot det, at vi i vesten har favoriseret et jødisk-kristent liv og deres fortolkning af "lys", men at vores individuelle levevis er blevet udviklet præcis for at udelukke mørket. Hedenskab (det ukendte) åbner Hjertet til en større virkelighed, der i sin stilhed og ro tillader solen (sjælen) træde ind og lyse op. I hedenskab forenes det feminine med det maskuline. I flere af mytologiens mange fortællinger, forenes Jesus også med den altavlende Sophia, og åbenbarede et storslået androgynt lys.
Dybest set, er Allehelgen en fest for skønheden, i hvilken vi finder potentialet til kærligheden og visdommen. Hvorfor ser du skønhed i din yndlingsblomst? Du vil formentlig have svært ved at fortælle mig præcist hvorfor. Du ser skønhed i din yndlingsblomst, fordi den i sit ukendte ophav rummer den universelle HELhed i sig. Den er skabt af lyset og mørket. Det samme gør sig gældende for hvert enkelte menneske. Vi er skønheden. Vi har vores ophav i mørket - i det ukendte - det, der endnu er fremmed for os. Mørket er en velsignelse, der giver os uanede muligheder, der handler om ønsker, forståelse og handling, der skaber forvandlingen.
Lad os Allehelgensaften den 31. oktober fortælle vore nære om det mørke vi bærer - vores "skrækindjagende" og "rædselsvækkende" historier om skjulte indre daimoniske kræfter…;-). Disse historier vil være frøet til en ny dags komme, til HELliggørelse, der vil lyse såvel dig som helheden op. De daimoniske kræfter kan være begær, usund levevis, traumer etc. Fortæl ikke om dit mørke som en opremsning af "forkerte" egenskaber eller hændelser, men som en poesi eller et eventyr om din skønhed. En daimon er ikke et problem - den bekræfter din skønhed, din helhed, din hellighed - og er kilden til vores kreativitet og identitet. Vi må ikke forveksle en daimon med det dæmoniske - der fastlåser os - hvis ikke den oprindelige daimoniske kraft er blevet forvandlet til en lidenskab og en fremdrift mod lyset i hjertet.
Sjælens grund er mørk, så at undgå mørket er at leve overfladisk, at være afskåret fra sin egen grund, sit dyb. I sjælens årlige cyklus inviteres vi nu ind i mørket og vores dybder, hvor illusionerne nedbrydes og sandheden findes. Lad os fejre mørkets kommen.
Det empatiske hjerte
Som blomster gror, når de bliver passet kærligt,
således kan hver lille sjæl på jord,
udfolde sig og blive noget herligt,
når den får kærlighed, imens den gror.
Vi bliver ofte frustrerede, når vi opdager, at vores dybeste længsel aldrig helt vil forsvinde, uanset hvor meget eller hvor ofte vi forsøger at dæmpe begærets drift. Vores dybe menneskelige seksualitet opfyldes først, når vi opdager, at den elskede vi søger, er den kreative sjæl, der ligger gemt i begæret. Sjælen er "den elskede", som vi på et dybere plan søger i alle livets faser. Eros og kærlighed er et og det samme, der er sjælen i evig bevægelse, som vores begær vil vise os vejen hen til. Lad os uden skyldfølelse føre disse begær til hjertet, for at tillade begæret fortælle os sit hemmelige budskab.
Sex er aldrig en rent fysisk handling, men er hele livskraften, hvorfra vi kan skabe og forene os med helheden og gøre livet helligt. I en vis forstand er der kun kærlighed - er der kun Eros - der er livets TAO, livets HELbredelse. Krænkelse af seksualitet og begær er en krænkelse af det individuelle menneske, som viser sig på mange måder i livet, og har ofte afsæt i religiøse og filosofiske ideologier. Denne krænkelse viser sig bl.a. ved magtmisbrug, ved manipulation, økonomisk undertrykkelse mv. listen er alenlang.
Vi er i skabelsen og er skaberen. Begær fortæller os, hvor vi er blokeret, men fortæller os også vejen til sjælens lys - til en endnu større kreativitet, til en endnu større skabelse - til livets TAO. Alle begærs lyksaligheder er det seksuelle riges rette stemning, som ikke kan løses med intellektuelle puritanske ideologier. I sengen forlader vi de praktiske spørgsmåls plan, og træder ind i drømmens og fantasiens dybe verdener, og her elsker vi, for at finde kærlighedens Eros. Sengen er en bedepult, på hvilken vi ligger i stedet for at knæle, et sted for fysisk bøn inspireret af begær og understøttet af nydelse. Intet alter er mere helligt.
Eros åbner for det empatiske hjerte - det medfølende hjerte - den bevidste kærlighed. Kærlighed, der nydes af den uvidende, kan udvikle sig til bånd, binding, og undertrykkelse. Frigørende kærlighed udvikler sig med visdom til befrielse. Nyd alle kærlighedens lyksaligheder og glæder uden frygt, for derved at nå befrielsen til at udtrykke kærligheden i sin helhed, i seksualitet, i alle dagligdagens gøremål og i kærligheden til dig selv. I den kristne terminologi er det Dåben, der arketypisk fortæller os, at efter gentagne og lange perioders vækst og modning, kommer vi til den symbolske dåb i Jordanfloden, der symboliserer en emotionel afklaring og renselse.
Dåben er en indvielse i kærlighedens dybere visdom, hvor "Himlen åbner sig" og hvor "den elskede" - Sjælen - gør sig magtfuld gældende. Vi er i processen blevet et magnetisk bevidsthedsfelt. Forøget tiltrækning og kreativitet er nogle af de gaver som dåben giver, der fremover må komme helheden til gode. Lad din væren være sjælfuld, et sandt "work of art" eller "ser humano" - et ægte medfølende menneske. I en verden fyldt med ubevidst mørke, vil et sjælfuldt menneske skinne som guld, som vil kunne ses fra lange afstande. Kærligheden begrænser sig ikke til behagelige følelser, men er inklusiv. Lad derfor det menneske du står overfor i nuet, være det vigtigste menneske i dit liv.
Hvis ikke livets leg fører til en større bevidsthed, er vi fanget af egoet. Det er en effektiv spirituel praksis, at bevidst give slip på egoet uden forsøg på at genoprette det. Hver gang du opgiver et af egoets adfærdsmønstre, åbner du for en større bevidsthed - for et større rum. For egoet vil det se ud, som om du mister dig selv, men det modsatte er faktisk tilfældet. Du finder dig selv gennem at miste dig selv, som Jesus sagde. Egoet oplever det bliver mindre - hvilket det faktisk også gør - men i bevidsthed er du blevet større og nærmere det autentiske selv og dit sande kreative udtryk.
Sjælens motto lyder i skorpionens tegn Kriger er jeg, og sejrrig fremstår jeg af kampen. Kriger er blot et ord for det bevidste menneske, der forener modsætninger som ånd og form i den hellige pagt, der er kærlighedens sejr. Det er det indre bryllup, hvor kærlighedens ring symboliserer den evige dans, som ligger i ringens dybe mysterium, der med tidens rytme og begær vil forvandle os og gøre kærligheden evig dybere og rigere. I Skorpionens tegn har vi november måneds allehelgenfest, der er en periode, hvor vi trækker begærets kræfter til hjertet for refleksion og frødannelse.
|
|

Vædderens tegn 1, Tyrens tegn 2, Tvillingernes tegn 3, Krebsens tegn 4,
Løvens tegn 5, Jomfruens tegn 6, Vægtens tegn 7, Skorpionens tegn 8,
Skyttens tegn 9, Stenbukkens tegn 10, Vandbærerens tegn 11, Fiskenes tegn 12.
Til toppen 
Næste side : I Skyttens tegn 
|
|
|